Vedtægter for Foreningen ”Brolauget Hellebæk Strand”
§ 1. Foreningens navn, hjemsted og formål
- Foreningens navn er ”Brolauget Hellebæk Strand”.
- Foreningens hjemsted er Nordre Strandvej 94, 3150 Hellebæk, Helsingør Kommune.
- Foreningens formål er:
- At etablere og vedligeholde en badebro.
- At arbejde for at skabe og vedligeholde et attraktivt rekreativt område omkring Hellebæk Strandpark igennem fælles kulturelle, idræts, frilufts- og fritidsaktiviteter til gavn for alle.
- At fremme et godt naboskab mellem beboerne i Hellebæk/Ålsgårde området.
§ 2. Medlemmer
- Enhver beboer og/eller grundejer i Hellebæk/Ålsgårde området, som har betalt indskud og kontingent til foreningen, og som tilslutter sig foreningens formål og idégrundlag, er medlem af foreningen.
- Medlemskabet i foreningen følger husstanden respektive boligen og ikke den person eller de personer, der aktuel er indehaver af samme.
- Udmeldelse af foreningen skal senest ske pr. 01.10. til det følgende kalenderår.
- Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller de beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen ekskluderes af foreningen.
- En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling med minimum 2/3 dels flertal.
§ 3. Indskud og kontingent
- De til opfyldelse af foreningens formål nødvendige midler tilvejebringes ved at hvert medlem betaler
a) et indskud (en andel) én gang for alle ved medlemskabets begyndelse
b) et årligt ordinært kontingent - Både indskud og kontingent fastlægges for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves forud for 1 år.
- Et udtrædende medlem har ikke krav på tilbagebetaling af hverken indskud eller nogen anden del af foreningens formue, men er berettiget til at overdrage og/eller sælge sit indskuddet/andelen til et nyt medlem.
- Kontingentrestance i mere end 2 måneder medfører automatisk sletning af medlemskabet.
- Ingen, der er i kontingentrestance, kan genoptages som medlem, før hele restancen er betalt til foreningen.
§ 4. Generalforsamling
- Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
- Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt senest i april måned og indvarsles skriftlig pr. e-mail til samtlige medlemmer senest 30 dage før.
- Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
1. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
2. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
3. Behandling af indkomne forslag
4. Fastsættelse af størrelsen af indskud/andel samt det årlige kontingent
5. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant
6. Valg af revisor
7. Eventuelt - Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal ved navns nævnelse og underskrift tilstilles et bestyrelsesmedlem senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
- En ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel – et forslag til dagsorden skal medsendes.
- En ekstraordinær generalforsamling skal desuden indkaldes indenfor 14 dage, hvis mindst 25 medlemmer skriftlig ønsker dette og indleverer en begrundet dagsorden.
Denne ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 1 måned efter begæring herom er modtaget af bestyrelsen. - Både en ordinær og/eller en ekstraordinær generalforsamling kan gennemføres virtuelt via et elektronisk medium, hvis en offentlig myndighed påbyder en midlertidig indskrænkning af forsamlingsfriheden.
- Alle beslutninger på en generalforsamling – ordinær eller ekstraordinær – træffes ved almindeligt stemmeflertal - generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmøde - dog undtaget de situationer beskrevet i paragraf 8.
- Kun medlemmer med gyldig kvittering for betalt medlemskab kan afgive stemme på generalforsamlingen – 1 stemme pr. andel.
- Ingen kan som fuldmægtig repræsentere mere end 1 medlem på en generalforsamling.
- Til at lede enhver generalforsamling vælges en dirigent udenfor bestyrelsen.
- Dirigenten skal lade foretage skriftlig afstemning, hvis 1/3 af de fremmødte ønsker dette, eller ved valg af bestyrelse og revisor, hvis 1 medlem ønsker det.
- Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten, formanden og næstformanden, hvorefter samme har fuld beviskraft.
§ 5. Ledelse
- Foreningen ledes af en bestyrelse af 4 medlemmer, der vælges demokratisk blandt foreningens medlemmer.
- Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og sekretær.
- Valget gælder for 2 år – formanden og sekretæren er på valg i lige år, næstformanden og kasserer i ulige år.
- Herudover vælges 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant, som vælges for 1 år ad gangen.
- Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.
- Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol.
- Foreningen forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
- Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
- Ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom kræves dog underskrift af den samlede bestyrelse.
- Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.
- Bestyrelsesmøder kan gennemføres virtuelt via et elektronisk medium, hvis en offentlig myndighed påbyder en midlertidig indskrænkning af forsamlingsfriheden.
§ 6. Hæftelse
- Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue.
- Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.
§ 7. Regnskabsår
- Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
- Revision finder sted én gang årligt efter regnskabsårets afslutning.
- Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted når revisoren ønsker dette – dog skal uanmeldt revision foretages mindst én gang årligt.
- Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.
§ 8. Vedtægtsændringer og foreningens opløsning
- Ændring af nærværende vedtægter kræver at 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor.
- Er 2/3 af foreningens medlemmer ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der tidligst kan afholdes 5 uger senere.
- Der skal i indkaldelsen redegøres for forslaget.
- På den nye generalforsamling kan vedtægtsændringerne vedtages med 2/3 af de repræsenteredes stemmer.
- Stk. 1 gælder ligeledes vedrørende foreningens opløsning.
- Foreningens eventuelle nettoformue skal i så fald udloddes til almennyttige formål, der ligger i naturlig forlængelse af foreningens formål, men som besluttes på den opløsende generalforsamling.
Således vedtaget på foreningens generalforsamling den 23/10/2022
Dirigent